Deftones Plakat

Få hårde bands formår at balancere brutalitet og skønhed lige så elegant som Deftones. Bandet blev dannet i Sacramento, Californien, i 1988 af gymnasievennerne Chino Moreno, Stephen Carpenter og Abe Cunningham. De voksede op i nu-metal-æraen, men rakte altid videre og flettede shoegaze-tåge, drømmepop-melodi og hiphop-rytme ind i knusende, lavtstemte guitarer. Resultatet er en lyd, der kan gå fra hvisken til skrig inden for en enkelt takt. Denne kollektion følger den tredive år lange bue gennem selve coverkunsten, med hvert Deftones-studiealbumcover som vægkunst i gallerikvalitet, som du kan indramme, hænge op og leve med i årevis. Hvert print er trofast gengivet, så de detaljer, der gjorde disse covers ikoniske, bevares i fuld skala.

Sacramento-årene

Historien begynder med Adrenaline, udgivet den 3. oktober 1995 via Maverick Records og produceret af Terry Date, studiemanden, der skulle forme bandets lyd i deres vigtigste år. Det er en rå, spændt debut fuld af lavtstemt spænding, tribal trommespil og Morenos strubebristende sang, med et skjult nummer kaldet "Fist" produceret af Ross Robinson. To år senere kom Around the Fur den 28. oktober 1997, og det skubbede gruppen mod mainstream takket være "My Own Summer (Shove It)" og det længselsfulde "Be Quiet and Drive (Far Away)". Sangskrivningen var skarpere, dynamikken bredere, og det stille-højlydte samspil, der senere skulle definere bandet, var nu helt tydeligt. Sammen viser disse to plader et band, der allerede var rastløst inden for den genre, det blev puttet i.

Gennembruddet med White Pony

Alt ændrede sig med White Pony. Udgivet den 20. juni 2000, igen med Terry Date og nu med Frank Delgados pladespillere og keyboards som fuldgyldigt medlem, debuterede albummet som nummer 3 på Billboard 200 med omkring 178.000 solgte eksemplarer i den første uge. Det anses bredt for at være bandets mesterværk og forenede metaltyngde med shoegaze-stemning og art rock-ambitioner, og bød på en gæsteoptræden af Maynard James Keenan fra Tool på "Passenger". Singlen "Elite" vandt i 2001 en Grammy for bedste metal-præstation ved den 43. Grammy-uddeling, stadig bandets eneste Grammy-sejr. Tre år senere fulgte det selvbetitlede Deftones den 20. maj 2003, som debuterede som nummer 2 og lænede sig endnu mere mod trip-hop og shoegaze-teksturer på singler som "Minerva" og "Hexagram". Det befæstede en række guld- og platinplader og bekræftede, at bandets appetit på atmosfære kun voksede.

Tab, genfødsel og Sergio Vega

Saturday Night Wrist, udgivet den 31. oktober 2006 og produceret af Bob Ezrin sammen med tidligere Far-guitarist Shaun Lopez, opstod fra sessioner så anspændte, at de nær havde splittet bandet ad. Sværere tider fulgte. I november 2008 kom bassist Chi Cheng alvorligt til skade i en bilulykke og faldt i koma, og han døde den 13. april 2013, 42 år gammel. I stedet for at opløse sig lagde Deftones et ufærdigt album kaldet Eros på hylden, samlede sig igen med tidligere Quicksand-bassist Sergio Vega og kanaliserede sin sorg ind i Diamond Eyes i 2010. Produceret af Nick Raskulinecz blev det slankere, lysere og mærkeligt håbefuldt. Raskulinecz vendte tilbage til Koi No Yokan i 2012, en tålmodig og vidtfavnende plade, hvis titel løst fremkalder følelsen af, at man uundgåeligt vil blive forelsket, og mange fans rangerer den lige ved siden af White Pony.

Den sene periodes renæssance

Gore udkom i 2016, co-produceret af Matt Hyde og debuterede som nummer 2 på Billboard 200, en splittende men eventyrlysten samling, der fremhævede Carpenters lagdelte guitarteksturer og Morenos mere drømmende instinkter. Så kom Ohms i 2020, udgivet via Reprise Records som en genforening med Terry Date og det sidste album med Sergio Vega, hvis cover er designet af den mangeårige samarbejdspartner Frank Maddocks ud fra tusindvis af små prikker. Ohms afsluttede et kapitel og genåbnede debatten om, hvor bandet skulle bevæge sig hen, men beviste, at deres sans for spænding og udløsning stadig var skarp efter femogtyve år. Gennem alle æraer har bandets visuelle identitet været lige så bevidst som deres musik, fra nøgne portrætter til abstrakte farvefelter, hvilket er præcis derfor, disse covers fortjener at blive printet stort og indrammet.

Hængt sammen læses de ni covers som en dagbog om genopfindelse, fra debutens tribale dunk til Ohms' skinnende tæthed. Hængt hver for sig giver hvert enkelt et rum et anker. Uanset om du tiltrækkes af Sacramento-årenes tidlige raseri eller den sene periodes brede storhed, lader denne kollektion dig bygge en tidslinje over et af alternativ metals mest særegne og indflydelsesrige bands, en plakat ad gangen.