The Cure Plakat: fra Disintegration til Songs of a Lost World

The Cure blev dannet i Crawley, West Sussex, og spillede deres første koncert under det navn på puben The Rocket den 9. juli 1978. Robert Smith har været den eneste konstant gennem enhver bandopstilling siden da, med mørk eyeliner, rød læbestift og en krone af kulsort hår intakt. Denne samling er ærlig om sit omfang: den samler bandets senere katalog, fra mesterværket i 1989 og fremad, snarere end de tidlige postpunk-plader. Kom du her for at finde Pornography eller Three Imaginary Boys, er de ikke med endnu. Det, der er her, er rækken af album, hvor The Cure voksede sig ind i stadioner, ind i sorg, og ind i deres mærkelige anden akt.

Det modne mesterværk (1989 til 1992)

Disintegration er hvor denne samling begynder, og hvor mange fans siger, at bandet toppede. Indspillet på Hookend fra sent 1988 til tidligt 1989, mens Smith nærmede sig 30 og veg tilbage fra gruppens popberømmelse, er det et langsomt, kæmpe, forelsket sørgmodigt album bygget omkring Lovesong, som Smith skrev som bryllupsgave til sin kone Mary, og som klatrede til nummer 2 på Billboard Hot 100. Tre år senere svarede Wish på dysterheden med den umulige lysstyrke i Friday I'm in Love, stadig bandets seneste amerikanske Top 40-hit. Begge covere belønner det at blive set i stort format.

Ørkenårene (1996 til 2000)

Wild Mood Swings er den splittende plade, et rastløst, genrehoppende album fra 1996, der svingede fra mariachihorn til melankoli, og som solgte mindre end noget andet Cure-album i over et årti. Fans, der elsker den, elsker den intenst. Bloodflowers fulgte i 2000 og lukkede cirklen: Smith beskrev det som det sidste kapitel i en trilogi sammen med Pornography og Disintegration, og det gav bandet deres første Grammy-nominering. På en væg skaber disse to en slående kontrast, den ene lys og spredt, den anden dyb og efterårsagtig.

Det tunge vendepunkt og den lange stilhed (2004 til 2008)

The Cure, det selvbetitlede album fra 2004, er undtagelsen, co-produceret af Ross Robinson, kendt for sit arbejde med Korn og Slipknot, som skubbede bandet mod noget råere og tungere end noget tidligere. 4:13 Dream udkom i 2008 med sine fire singler udgivet den 13. i på hinanden følgende måneder, hvorefter bandet gik i stilhed. Det skulle blive deres sidste album med nyt materiale i 16 år.

Comebacket (2024)

Songs of a Lost World brød den stilhed i november 2024, bandets første nye musik i 16 år og en meditation over tab, skrevet efter Smith mistede sin mor, far og storebror. Åbningsnummeret Alone varer tre minutter og enogtyve sekunder, før et eneste ord bliver sunget. Kritikere kaldte det comebacket, ingen forventede, men alle ønskede. Som plakat er den stille, vidtfavnende, og umiskendeligt The Cure.

Størrelser, indramning og papir

Hver plakat i denne samling trykkes på tungt papir i museumskvalitet med en mat finish, der holder på The Cures dybe sorte toner og mættede covermotiver uden reflekser. Vælg mellem A4 til en hylde eller et skrivebord, op til A1 til en rigtig blikfangervæg, med A3 og A2 behageligt imellem. Hver størrelse fås med ramme, i en slank gallerimoulding klar til at hænge op, eller uden ramme, hvis du har dine egne rammer eller ønsker float-montering. Farverne trykkes, så de matcher det originale coverkunst så tæt som moderne blæk tillader.

At sammensætte en gallerivæg

Disse covere er lavet til at hænge sammen. En række med tre, Disintegration, Wish og Songs of a Lost World, tegner hele bandets bue i ét blik, fra tågen i 1989 til comebacket i 2024. Bland indrammede A2-ankre med mindre A3-satellitter for dybde, hold en ensartet rammefarve, så øjet læser gruppen som ét værk, og lad de mørkere covere få lidt luft omkring sig. Start med to eller tre, du elsker, og tilføj flere over tid. Sammensæt The Cure med beslægtede sjæle fra æraen til et komplet postpunk-hjørne.