Få bands gjorde pladeomslaget til et manifest, som The Smiths gjorde. Mellem 1982 og 1987 byggede kvartetten fra Manchester, bestående af Morrissey, Johnny Marr, Andy Rourke og Mike Joyce, et katalog op, der lyder umiskendeligt og ser endnu mere umiskendeligt ud. Morrissey satte næsten aldrig bandet på et omslag. I stedet hentede han en enkelt, gribende skikkelse fra film, teater eller glemt fotografi, tonede den, og lod dette ansigt bære sangenes stemning. Det er præcis derfor, disse plakater fungerer på en væg: hver eneste er et stykke populærkulturhistorie, allerede før man når musikken.
Start med pladen, der satte det hele i gang. The Smiths, udgivet på Rough Trade i februar 1984, beskærer et billede af den amerikanske skuespiller Joe Dallesandro fra Andy Warhols film Flesh fra 1968. Skabelonen lå fast med det samme: intet bandfoto, kun et ikon og en stemning. Et år senere kom Meat Is Murder, gruppens andet album og det eneste studiealbum, der nåede førstepladsen på den britiske albumhitliste. Omslaget genbruger et pressefoto fra 1967 af en amerikansk marinesoldat i Vietnam, hvor teksten på hjelmen er ændret til albummets titel. Det er en plakat med en pointe, og det var netop meningen.
Så kommer kronjuvelen. The Queen Is Dead fra 1986 fremhæver et grønttonet billede af den franske skuespiller Alain Delon, liggende stille i filmen L'Insoumis fra 1964. I 2013 kårede NME det til tidernes bedste album, og omslaget er nok det mest genkendelige i hele bandets karriere. Historien sluttede med Strangeways, Here We Come, det fjerde og sidste studiealbum, udgivet i september 1987 kort efter gruppens opløsning. Hovedpersonen på omslaget er Richard Davalos, der spillede over for James Dean i East of Eden, og alle fire medlemmer har kaldt det deres bedste plade. Albummet indeholdt også bandets sidste single, det smertefulde Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me, som både Morrissey og Marr har kaldt deres yndlings-Smiths-sang.
Opsamlingsalbummene er lige så eftertragtede. Hatful of Hollow, samlet fra BBC Radio 1-sessioner og singler sidst i 1984, har et markant portræt, hvis tatovering hentyder til kunstneren Jean Cocteau. The World Won't Listen fra 1987 bruger et foto af Jurgen Vollmer af unge kvinder på et tivoli, et billede Morrissey følte afspejlede bandet selv. Det amerikanske dobbeltalbum Louder Than Bombs, udgivet samme år som erstatning for de to britiske opsamlingsalbums, hylder dramatikeren Shelagh Delaney fra Salford, hvis værker Morrissey beundrede. Og til scenen er der Rank, bandets eneste officielle livealbum, indspillet i London i 1986 med skuespilleren Alexandra Bastedo på et omslag, Morrissey selv designede.
Hængt op sammen danner disse omslag ét visuelt sprog: filmstills fra 1960'erne, sort-hvid glamour og et oprørsk blik, alt sammen filtreret gennem Morrisseys øje. Den sammenhæng er det, der gør en Smiths-væg så tilfredsstillende. Man kan bygge en kronologisk række fra det selvbetitlede debutalbum over Meat Is Murder og The Queen Is Dead til Strangeways, Here We Come, eller blande studiealbummene med et opsamlingsalbum som Louder Than Bombs for et fyldigere billede af et band, der brændte stærkt og kort.
Hver plakat trykkes på kraftigt mat papir i fire størrelser: A4, A3, A2 og A1. Det spænd giver mulighed for at skalere et enkelt blikfang op til A1, eller holde en tættere samling i A3 og A4. Vælg din plakat uden ramme, eller tilføj en sort ramme eller en forkromet hvid ramme, der passer til rummet; de sort-hvide og tonede omslag kommer særligt flot til deres ret bag glas, hvor den dybe kontrast for alvor træder frem.
Til en gallerivæg holder en simpel regel det hele til at virke gennemtænkt. Hæng tre plakater i samme størrelse på en række med et jævnt mellemrum på et par centimeter, hold den største plakat i øjenhøjde, og lad de forskellige ansigter på omslagene vende mod hinanden i opstillingen, så hele gruppen føles som ét værk. Et gitter af fire studiealbummer fungerer også flot over en sofa eller pladespiller, og gør diskografien til en tidslinje, man kan aflæse med ét blik.
Samlere starter ofte med én favorit og udbygger samlingen over tid, og takket være omslagenes fælles visuelle sprog føles nye tilføjelser altid hjemme ved siden af de gamle. Fordi Morrissey hentede stort set alle billeder fra film, teater og gammelt fotografi, er hver plakat også et lille vindue ind til de kunstnere og epoker, han elskede, fra Warhols New York til Salfords hverdagsrealistiske drama. Den lagdelte baggrundshistorie er en del af charmen: omslagene belønner et andet blik, længe efter nyheden ved en ny plakat har lagt sig.
Uanset om man kom for Morrisseys og Marrs sange eller for omslagene, der rammede dem ind, gør disse plakater en yndlingsperiode til en væg, man bliver ved med at vende tilbage til. Bandet var kortlivet, og indspilningerne føles stadig presserende årtier efter, men billederne er aldrig blevet gammeldags. Vælg det omslag, der betyder mest for dig, og giv det den plads, det fortjener.
