The Rolling Stones lagde ikke bare lydsporet til rock 'n' roll, de gav den et ansigt og et logo. Denne kollektion samler plakater i museumskvalitet af bandets mest ikoniske pladeomslag, fra de bluesgennemsyrede sene tresserne til den diamanthårde nutid. Hvert cover var i sig selv et designstatement, og hver print genskaber det kunstværk i galleriformat.
Den Gyldne Periode (1969 til 1972)
Historien starter med Let It Bleed, pladen fra 1969, der byggede bro mellem Brian Jones og Mick Taylor. Coveret, art directed af Robert Brownjohn, stabler en plade, et ur, et dæk og en pizza under en helt absurd pralende kage. Kagen blev bagt af Delia Smith, dengang en ukendt kok mange år før tv-berømmelsen, som blot fik besked på at gøre den grel og billig i udtrykket. Det er en af rockens store visuelle vittigheder og en slående plakat.
To år senere kom Sticky Fingers, det første album på bandets eget pladeselskab Rolling Stones Records og debuten for John Pasches tunge og læber logo. Andy Warhol stod bag coveret, et nærbillede af en jeansklædt hofte med en rigtig, fungerende lynlås. Craig Braun konstruerede emballagen, og lynlåsen beskadigede berømt vinylen under transport, indtil eksemplarer i stedet blev sendt med lynlåsen trukket ned.
Så kom Exile on Main St., det vidtstrakte dobbeltalbum fra 1972, delvist indspillet i kælderen på en fransk villa. Robert Frank byggede coveret op af et gitter af sort-hvide fotografier, forankret i hans billede fra 1950 af en tatoveret tivolivæg langs Route 66. Råt, tætpakket og menneskeligt, det er et dokumentarisk collage, der passer godt til stort format.
Comeback og genopfindelse (1978 til 1981)
Some Girls markerede Ronnie Woods første fulde album og svarede direkte på både punk og disco. Peter Corriston designede det udstansede cover, illustreret af Hubert Kretzschmar, som satte bandets ansigter ind i en vintagereklame for Valmor-parykker sammen med kendte kvinder. Lucille Ball, Raquel Welch, Farrah Fawcett, Liza Minnelli og Marilyn Monroes dødsbo protesterede alle, hvilket tvang et hastigt redesign igennem, hvilket gør originalkunsten til et ægte samtaleemne blandt samlere.
Tattoo You kom i 1981, stort set sat sammen af gamle outtakes, men hjemsted for Start Me Up. Corriston vendte tilbage med et slående cover af et ansigt dækket af snoede tatoveringer, og pladen blev bandets sidste amerikanske nummer et. Dristigt og grafisk, det er et af de stærkeste enkeltbilledcovers i kataloget.
De moderne Stones (2016 til 2023)
Blue and Lonesome sendte bandet tilbage til deres begyndelse, et rent covers-album med blues, indspillet på blot tre dage i 2016. Det vandt en Grammy for bedste traditionelle bluesalbum, og det dybblå cover passer til en mere stilfærdig væg.
Serien slutter med Hackney Diamonds, comebacket fra 2023, der brød en atten år lang stilhed omkring originalt materiale og vandt bedste rockalbum ved Grammy'erne. Motivet med knust glas hentyder til Londons slang for resterne af et smadret vindue, et passende symbol for et band, der stadig slår hårdt.
Størrelser og indramning
Hver plakat printes på tykt arkivpapir i størrelser fra kompakt A4 op til statement-formatet A1, så du kan matche et skrivebordshjørne eller en hel featurevæg. Vælg indrammet for et færdigt stykke, der er klar til at hænge op, eller uindrammet hvis du foretrækker din egen ramme. De museumskvalitative blæk holder det dybe sort i Exile og de syrlige farver i Let It Bleed uden at falme.
At sammensætte en gallerivæg
Disse covers var skabt til at hænge sammen. Hæng den gyldne trio Let It Bleed, Sticky Fingers og Exile på en række for et markant udtryk fra de sene tresserne, eller bland perioder for at følge bandet gennem fem årtier. Hold rammerne ensartede og afstanden tæt for et gitter, eller varier størrelserne for et løsere salonlook. Uanset hvordan du arrangerer dem, binder tungelogoet hele væggen sammen til ét umiskendeligt band, og hvert cover holder stadig for sig selv som en stærk heltplakat.
