AC/DC Plakat: fra Dirty Deeds Done Dirt Cheap til Power Up

Få bands har gjort en dyd ud af konsistens, som AC/DC har. Siden dannelsen i Sydney, Australien i 1973, har bandet bygget en af rockens mest genkendelige lyde: en stram, højspændt bluesrock drevet af to guitarer, en metronomisk rytmesektion og en sanger, der lyder som om han gurgler grus til morgenmad. Vores AC/DC-plakatkollektion følger den historie album for album, fra den rå pubrock i midten af 1970'erne til de stadionfyldende hymner, der stadig ryster sportsarenaer verden over. Herunder følger en hurtig rundtur i kataloget, så du kan finde præcis det cover eller logo, du vil have på din væg, og lære lidt om historien bag.

Brødrene Young og en start i Sydney

AC/DC blev bygget op omkring to brødre, sologuitarist Angus Young og rytmeguitarist Malcolm Young, der begge var født i Glasgow, Skotland, før familien udvandrede til Australien. Bandet spillede sin livedebut på den sidste dag af 1973 på Chequers, en nedslidt kabaretklub i Sydney. Selve navnet kom fra bogstaverne 'AC/DC', som brødrenes ældre søster Margaret fik øje på bagsiden af sin symaskine. Margaret gav også bandet dets mest holdbare visuelle greb: hun foreslog, at Angus skulle bære sin gamle skoleuniform fra Ashfield Boys' High School på scenen, et nik til hans drengede udseende og hans vane med at øve guitar i timevis iført skoleblazeren. Skoledrengedragten dukkede første gang op i april 1974 og forsvandt aldrig igen.

De tidlige plader viser et band, der skærper sit angreb. Dirty Deeds Done Dirt Cheap, Let There Be Rock og Powerage tegner Bon Scott-årene, hvor den skotskfødte sangers skæve vid og gadesmarte attitude gav riffene deres personlighed. Det er de albums, der forvandlede en sulten australsk klubakt til en turnerende kraft gennem Europa og, langsomt, USA. Det, der adskilte dem, var disciplin: mens andre bands jagede trends, holdt AC/DC tempoet stabilt, omkvædene enkle og lydstyrken enorm, i tillid til at et godt rif aldrig går af mode. Malcolm holdt rytmen som et anker, mens Angus soloede og 'duckwalkede' hen over scenen, en arbejdsdeling, der definerede gruppen i halvtreds år.

Highway to Hell og tabet af Bon Scott

Highway to Hell, udgivet 27. juli 1979, var pladen, der slog AC/DC igennem internationalt. Den skærpede bandets lyd til noget, radioen ikke kunne ignorere, og få dage efter udgivelsen spillede gruppen for første gang i Madison Square Garden i New York som opvarmning for Ted Nugent. Det skulle have været begyndelsen på en lang opstigning. I stedet blev Bon Scott fundet død i London den 19. februar 1980 efter en nat med kraftigt druk. Han var 33 år gammel. Et øjeblik så det ud, som om bandet kunne ende med ham, og sorgen, der fulgte, kunne let have lukket bogen om AC/DC for altid.

Back in Black og global dominans

I stedet for at gå i opløsning fortsatte brødrene Young. I april 1980 hyrede de den engelske sanger Brian Johnson, og samme sommer udgav de Back in Black, et album, der åbner med den ringende klokke i 'Hells Bells' og aldrig slipper. Det blev det bedst sælgende rock-studiealbum nogensinde, med et anslået verdenssalg på omkring 50 millioner eksemplarer, og i USA blev det i 2024 certificeret for 27 millioner solgte enheder, hvilket gør det til det tredjehøjeste certificerede album i amerikansk historie. Det helt sorte cover, tænkt som en hyldest til Scott, er et af musikkens mest umiddelbart genkendelige covers, og det er præcis derfor, det står i centrum af denne kollektion sammen med Flick of the Switch, Fly on the Wall og soundtrack-pladen Who Made Who.

En anden vind og et værdigt farvel

1980'erne var ikke kun triumfer, men AC/DC kom stærkt tilbage med The Razors Edge i 1990. Båret af singlen 'Thunderstruck' nåede det en andenplads på den amerikanske Billboard 200 og mindede alle om, hvorfor formlen virkede. Bandet holdt maskinen kørende gennem Ballbreaker, Stiff Upper Lip og det enorme Black Ice. Bag kulisserne kæmpede Malcolm Young i stilhed mod demens; han trak sig fra bandet i 2014 og døde den 18. november 2017, 64 år gammel, hvorefter hans nevø Stevie Young overtog rytmeguitaren. Genforeningen, der resulterede i Power Up i 2020, opstod, meget passende, ved Malcolms begravelse, og pladen står som en hyldest til ham. Gennem fem årtier og et dusin studiealbums forblev opgaven den samme, og det er præcis derfor, kunsten samlet her føles så umiskendelig.