blink-182 Plakat

Få bands har formået at forvandle forstadskedsomhed til en global lyd, sådan som blink-182 gjorde. Det, der begyndte i en garage i Poway i 1992, en nordlig forstad til San Diego, voksede til et af de mest genkendelige navne inden for moderne rock, et trio hvis vittigheder var lige så høje som deres omkvæd, og hvis omkvæd overlevede vittighederne. Denne kollektion samler plakater i galleri-kvalitet, der følger hele forløbet, fra en kassettedemo solgt hjemmefra et soveværelse til en comeback-plade, der gik direkte ind som nummer et på Billboard 200. Hvert print kommer lige fra en æra, fans kan genkende på en enkelt guitarlyd, så uanset om du er vokset op med skatevideoer eller opdagede bandet årtier senere, fortæller væggen, du bygger her, den rigtige historie.

Fra en garage i Poway til Cheshire Cat

blink-182 startede med Tom DeLonge på guitar og vokal, Mark Hoppus på bas og vokal, og Scott Raynor bag trommerne. Hoppus og DeLonge blev introduceret af Hoppus' søster Anne og fandt sammen over punkrock, med Descendents og Screeching Weasel som tidlige inspirationskilder. Deres første udgivelse, demoen Buddha fra 1994, blev indspillet under navnet "Blink" og blev bandets første optagelse, der nogensinde blev solgt og distribueret. Et irsk band med samme navn gjorde indsigelse, så et taltillæg blev hægtet på, og "blink-182" hang ved. Debutalbummet Cheshire Cat fulgte i februar 1995 på San Diego-pladeselskabet Cargo Music og indfangede bandet på sit råeste: powerchord-riffs, hurtige tempoer, melodiske hooks og respektløs humor. To år senere kom Dude Ranch i juni 1997 med gennembrudssinglen "Dammit," sangen der for allerførste gang bragte bandet fra lokale klubber ud i landsdækkende radio.

Sygeplejersken, nøgenløbet & mainstreamen

Alt ændrede sig i 1998. Travis Barker afløste Raynor på trommer midt i en USA-turné, og hans præcision og power omformede bandets lyd fra den ene dag til den anden. Resultatet blev Enema of the State fra 1999, albummet der gjorde pop-punk mainstream. Coveret, fotograferet med pornoskuespilleren Janine Lindemulder i en sygeplejerskeuniform, blev øjeblikkeligt ikonisk; det amerikanske Røde Kors tvang bandet til at fjerne det røde kors fra kasketten for at undgå en overtrædelse af Genève-konventionen. Drevet af "What's My Age Again?", "All the Small Things" og "Adam's Song" gjorde pladen blink-182 til et kendt navn i alle hjem. Videoen til "What's My Age Again?", hvor de tre medlemmer løb nøgne gennem Los Angeles, cementerede et offentligt image bygget på netop dette nøgenløb og munter blotter-humor. Bag vittighederne lå der ægte håndværk, og de plader, der fulgte efter, skulle bevise det.

Eksperimenter, opbrud & overlevelse

I 2003 ville blink-182 vokse op offentligt. Deres femte studiealbum, blink-182, ofte kaldet det unavngivne eller selvbetitlede album, byttede noget af farten ud med stemning og blev indspillet i et lejet herskabshus i San Diego, som bandet omdannede til et "musikalsk laboratorium." Det indeholdt "I Miss You" og "All of This," et gotisk samarbejde medskrevet og sunget af Robert Smith fra The Cure. Så kom de hårde år. I februar 2005 annoncerede bandet en pause på ubestemt tid efter uenigheder om turnering; Hoppus og Barker dannede +44, mens DeLonge startede Angels & Airwaves. Den 19. september 2008 overlevede Barker et flystyrt, der kostede fire ud af de seks ombordværende livet, med forbrændinger over mere end 65 procent af kroppen og over 25 operationer. Ved Grammy Awards i 2009, mens Barker stadig var under helbredelse, annoncerede blink-182, at de var sammen igen.

California, Nine & One More Time

DeLonge forlod bandet igen i 2015, og bandet hentede Matt Skiba fra Alkaline Trio ind. 2016-albummet California belønnede satsningen ved at debutere som nummer et på Billboard 200, bandets første amerikanske førsteplads i 15 år og deres allerførste nummer et i Storbritannien, ført an af singlen "Bored to Death." Skiba blev ved for 2019-albummet Nine, en mørkere, mere dyster udgivelse via Columbia Records. Det mest bevægende vendepunkt skete uden for scenen. I 2021 afslørede Hoppus en diagnose med stadie IV diffust storcellet B-celle-lymfom; han gennemførte kemoterapi og delte sit "helt raskmeldt" i september 2022, en prøvelse der hjalp med at hele venskabet med DeLonge, som vendte tilbage samme år. Det genforenede originale trio leverede One More Time... i 2023, som debuterede som nummer et på Billboard 200, deres tredje album på førstepladsen, mens titelnummeret regerede på Alternative Airplay i rekordlige 20 uger. Hver plakat her er trykt i galleri-kvalitet, klar til indramning, og lavet til at hænge side om side med de plader, der var lydsporet til en generations skateramper, roadtrips og sene aftener med fællessang.